Power to X-brændstoffer kan nu blive certificeret som grønne i Danmark

0

Energistyrelsen har forhåndsgodkendt en certificeringsordning, så danske Power to X-producenter kan få certificeret grønne PtX-brændstoffer. Certificeringen skal fjerne usikkerhed i branchen, så produktionen kan komme i gang allerede i år. Det er godt nyt for Fredericia.

Danske Power to X (PtX)-producenter har været bekymrede for udsigterne til at kunne få certificeret deres brændstoffer som grønne. Det skyldes, at Europa-Kommissionen endnu ikke har godkendt certificeringsordningerne til netop dette formål. Manglende mulighed for certificering kan have negative konsekvenser for de danske PtX-projekter, der forventer at starte produktion allerede i år.

”Der er brug for sikkerhed for de danske PtX-projekter, da der allerede er mange millioner investeret i at etablere grøn brændstofproduktion i Danmark. Markedet er i en meget tidlig fase, og de aktører, der er kommet tidligt ud af starthullerne, bør ikke forsinkes på grund af manglende mulighed for certificering,” siger Sidsel Horsholt, kontorchef i Energistyrelsen.

For at sikre at PtX-brændstoffer reducerer drivhusgasudledningerne, stilles der i EU-reguleringen en række krav til, hvordan det grønne PtX-brændstof skal produceres. Kravene indebærer blandt andet, at brændstofferne er produceret ved brug af vedvarende energi. Disse krav har Europa-Kommissionen fastlagt i delegerede forordninger, som blev udstedt i 2023.

På baggrund af de to delegerede forordninger har certificeringsordningerne ansøgt Europa-Kommissionen om at kunne certificere PtX-grønne brændstoffer herefter, således at det sikres, at PtX-brændstofferne efterlever kravene og faktisk er grønne.

Forhåndsgodkendelse af certificeringsordningen ISCC EU

Energistyrelsen har efter henvendelse fra danske PtX-producenter indgået i dialog med certificeringsordningen The International Sustainability and Carbon Certification EU (ISCC EU). ISCC EU er en af flere certificeringsordninger, der lige nu afventer Europa-Kommissionens godkendelse for at kunne certificere grønne PtX-brændstoffer.

På baggrund af en konstruktiv dialog har Energistyrelsen valgt at forhåndsgodkende certificering af PtX-brændstoffer under certificeringsordningen ISCC EU. Det betyder, at danske PtX-producenter og -aftagere allerede nu kan påbegynde processen med at blive certificeret. Dette sikrer regulatorisk sikkerhed for de PtX-producenter, der forventer at starte produktion snarligt.

Energistyrelsens forhåndsgodkendelse gælder, indtil Europa-Kommissionens godkendelse foreligger. Dette forventes at ske i indeværende år, hvorfor den danske forhåndsgodkendelse vil være en kortsigtet overgangsløsning. Derefter vil certificeringen til enhver tid følge reglerne godkendt af Europa-Kommissionen.

Forhåndsgodkendelsen gælder kun certificeringsordningen ISCC EU. Ønsker danske PtX-producenter eller -aftagere at blive certificeret under en anden certificeringsordning, skal ordningen først godkendes af Energistyrelsen. Dette kan ske efter henvendelse til Energistyrelsen. Energistyrelsens forhåndsgodkendelse gælder alene, indtil Europa-Kommissionen har godkendt certificeringsordningerne.

ISCC’s krav til certificering af PtX-brændstoffer kan tilgås på ISCC’s hjemmeside. Henvendelse til ISCC EU kan ske på rfnbo@iscc-system.org.

Godt nyt for Crossbridge Energy

“For Crossbridge Energy A/S har den manglende mulighed for at få certificeret den grønne brint været en stor sten i skoen for vores fælles HySynergy-projekt med Everfuel. Derfor er det ekstremt positivt, at myndighederne har taget vores henvendelse alvorligt og reageret hurtigt for at løse problemet med manglende EU-godkendelser. Dette sikrer, at vi ikke bliver bremset i vores grønne omstilling, skriver virksomheden og fortsætter:

– En stor ros skal lyde til Danish Energy Agency for det konstruktive samarbejde. Vi vil især gerne takke Sidsel Horsholt, Stine Sandermann Justesen, Jeppe Høstgaard Poulsen og Lisa Bjergbakke samt Drivkraft Danmark for deres indsats. Sagen viser, hvor langt vi kan nå, når vi gør fælles front på tværs af myndigheder og branchen – det bør tjene som forbillede for de mange andre barrierer på den grønne vej.

Fakta:

  • Power-to-X (PtX) dækker over en række teknologier, som alle tager udgangspunkt i, at strøm udnyttes til at fremstille brint. I Danmark taler man om Power-to-X, mens man i udlandet kalder det grøn brint eller ”electrofuels” (”e-fuels”).
  • I EU-reguleringen kaldes de juridisk for ’vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse’. Alle begreber beskriver den proces, hvor strøm og vand bliver lavet om til brint gennem elektrolyse.
  • Brinten kan bruges direkte i fx lastbiler, færger eller industrien, men den kan også viderekonverteres til andre brændstoffer. Viderekonverteringen kan ske med CO2, således at der produceres et kulstofholdigt brændstof, der kan anvendes direkte i forbrændingsmotorer i fx skibe eller fly.
  • For at brændstoffer kan betegnes som grønne i henhold til EU’s lovgivning, skal brændstofferne certificeres.
  • Certificeringen af grønne brændstoffer sker under de såkaldte certificeringsordninger. Certificeringsordningerne udarbejder regelsæt for forskellige grønne brændstoffer, som følger den gældende EU-lovgivning, og regelsættet skal være godkendt af Europa-Kommissionen.
  • Certificeringen betyder, at brændstoffet overholder EU-reguleringens bæredygtighedskrav i henhold til direktivet for vedvarende energi, herunder de to delegerede forordninger for grønne PtX-brændstoffer.

Stabschef forlader Fredericia Kommune med et års løn

0
(Foto: AVISEN)

Nicolai Arvedsen er nu forhenværende stabschef for Fredericia Kommune. Det bekræfter kommunaldirektør Thomas Jaap, der samtidig begrunder fratrædelsen med besparelser.

Den 1. april 2022 blev Nicolai Arvedsen ansat som stabschef i Fredericia Kommune. Den daværende kommunaldirektør, Camilla Nowak Kirkedal, så frem til samarbejdet, men nu er både hun og stabschefen altså fortid i kommunen. For Arvedsens vedkommende blev det til cirka to år, men til gengæld kan han se frem til et års løn uden at skulle arbejde. Men det sker på baggrund af, at der nu er et ønske om, at man skærer ned på antallet af chefer, hvilket skal ske i henhold til de overenskomstmæssige krav:

– Jeg kan bekræfte, at vi har indgået en fratrædelsesaftale med Nicolai Arvedsen. Det er en frivillig aftale på overenskomstmæssige vilkår, hvilket betyder, at han får 12 måneders løn. Fratrædelsen sker som led i, at vi ser ind i endnu et spareår, hvorfor vi ser på kommunens økonomi. Set i lyset af denne, har vi set på, hvor vi kan skære chefrækkerne til, siger Thomas Jaap.

Fredericia Kommune fik forrige år ny kommunaldirektør, og med udsigt til at skulle spare, er der således tale om en markant besparelse på løn, da Arvedsen fik 1.219.790,13 kroner om året.

SMVdanmark: Markant færre unge frem mod 2040

0

En ny analyse fra SMVdanmark viser, at antallet af unge i Danmark i alderen 15-19 år vil falde med over 10 pct. i 2040. Det kan give udfordringer for virksomheder og lokalsamfund, og SMVdanmark opfordrer kommunerne til at forberede sig.

Danmark står overfor en markant nedgang i antallet af unge i aldersgruppen 15-19 år. I år 2040 vil gruppen være reduceret med 35.600 personer, hvilket svarer til en nedgang på 10 pct. Allerede frem mod 2030 sker et stort fald, så tiden er knap.  

Problemet går igen i 87 ud af landets 98 kommuner, og det betyder, at kommuner i hele landet skal forberede sig på en fremtid, hvor der er færre unge, hvilket medfører udfordringer for uddannelser og erhvervsliv.  

“Antallet af unge har stor betydning for, om man kan opretholde uddannelsesmuligheder lokalt. Vi ser, at man i mange kommuner vil have en femtedel færre unge i den alder, hvor man normalt går på en ungdomsuddannelse. Hvis man ikke gør noget aktivt, så kan det blive starten på en ond cirkel, hvor færre uddannelsesmuligheder fører til, at flere unge flytter væk,” siger uddannelseschef i SMVdanmark, Kasper Munk Rasmussen. 

Landdistrikter hårdest ramt
Analysen viser, at udfordringerne bliver størst i yderområderne. Det gælder f.eks. kommunerne Struer, Lemvig og Skive, der alle vil have en tilbagegang på over 25 pct. sammenlignet med år 2024.  

Ifølge Kasper Munk Rasmussen er det bekymrende, at der er stor geografisk skævhed i udviklingen.  

”Samlet set er der få vindere og mange tabere. Når fødselstallene daler, så kan det få store konsekvenser for både privatlivet og erhvervslivet. Allerede i dag ser vi i yderområderne udfordringer med skolelukninger, butiksdød og huse med liggepest, Kombinerer man det med markant færre unge, så står man landdistrikterne med en kæmpe opgave i fremtiden.  

Kalder på handling
SMVdanmark opfordrer kommunerne til allerede nu at handle på fremskrivningen, hvis man i fremtiden vil sikre arbejde og vækst i hele landet.  

“De kommuner, der bliver hårdest ramt, bør i god tid lave en helhedsplan for, hvordan man vil håndtere udfordringen. Her bør man se på, hvad man kan gøre hele vejen rundt.  

Det gælder eksempelvis i forhold til, hvordan udenlandske studerende og udenlandsk arbejdskraft kan spille en større rolle, ligesom man bør overveje, om man kan samle uddannelser i campusløsninger i stedet for at lukke dem helt. Man kan komme langt som kommune, men det er også noget, man fra Christiansborg kan være med til at understøtte” siger Kasper Munk Rasmussen.  

SMVdanmark foreslår blandt andet, at man ser på, hvordan man kan gøre det mere attraktivt for lærlinge at søge til de dele af Danmark, hvor der er mangel på lærlinge, at der gøres mere for at fastholde internationale studerende i Danmark efter studierne, og at SMV’er får mere hjælp til at rekruttere arbejdskraft fra EU-lande med højere ledighed end i Danmark.  

NATO-topmøde skal styrke Alliancens afskrækkelse og forsvar

0

NATO’s kollektive forsvar og Ruslands angrebskrig i Ukraine er hovedemnerne, når der afholdes NATO-topmøde i Washington D.C. fra den 9.-11. juli. Statsminister Mette Frederiksen deltager sammen med vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

”I 75 år har NATO værnet om fred og stabilitet i verden, og vores alliance er i dag stærkere end nogensinde. Men vi ser ind i en verdensorden i opbrud og et mere aggressivt Rusland. Det stiller nye krav til os alle. Svaret er et stærkere NATO og et stærkere Europa, der tager større ansvar for vores sikkerhed,” siger statsminister Mette Frederiksen og fortsætter:

”Danmark beviser med investeringerne i vores eget forsvar og den massive støtte til Ukraine, at vi tager ansvar for Europas sikkerhed. Vi er et kernemedlem af Alliancen, og et land man kan regne med, som ikke længere ligger i læ af andre. Som er med til at sikre, at NATO kan forblive den stærkeste militæralliance i de næste 75 år. Det kan vi være stolte af,” siger statsminister Mette Frederiksen.

Med den seneste delaftale af forsvarsforliget bruger Danmark ca. 2,4 procent af BNP på forsvarsudgifter i 2024. Ifølge en opgørelse fra NATO lever 23 af de 32 NATO-lande op til målet om at bruge mindst 2 procent af BNP på forsvarsudgifter i 2024. Desuden er forsvarsudgifterne på tværs af de europæiske allierede og Canada steget med 18 procent i år ifølge samme opgørelse.

Topmødet indledes tirsdag eftermiddag amerikansk tid med en markering af 75-året for Alliancens grundlæggelse. Derefter vil der være møder onsdag og torsdag med fokus på Alliancens afskrækkelse og forsvar, samarbejdet med centrale partnere i Stillehavsregionen samt selvfølgelig den nødvendige og langsigtede støtte til Ukraine.

Carlsberg vil købe britisk læskedrikproducent

0
Carlsberg i Fredericia Foto: AVISEN

Bryggerikoncernen Carlsberg har fået godkendt et bud på den britiske læskedrikproducent Britvic til en pris på 29 milliarder kroner.

Mandag morgen meddelte den danske bryggerikoncern Carlsberg, at de har fået godkendt et bud på Britvic, som ud over sine egne mærker også tapper produkter fra amerikanske Pepsico på licens til det britiske marked. Buddet lyder på 3,3 milliarder britiske pund, hvilket svarer til 29 milliarder danske kroner. Britvics bestyrelse har anbefalet sine aktionærer at acceptere tilbuddet.

Strategisk udvidelse

Carlsberg har en strategi om at udvide sin produktportefølje med andre produkter end øl, som selskabet traditionelt har været kendt for at brygge. Britvic producerer blandt andet juice af mærket Robinsons og læskedrikken Tango. Desuden har selskabet en 20-årig aftale om at tappe produkter som Pepsi og 7-Up, en aftale der fortsætter, hvis Carlsbergs køb gennemføres.

Carlsbergs bud svarer til en pris per Britvic-aktie på 13,15 pund. Tidligere bud på henholdsvis 12 og 12,50 pund pr. aktie blev afvist.

Finansiering og strategiske træk

For at finansiere købet har Carlsberg meddelt, at deres igangværende aktiekøbsprogram stopper med omgående virkning. Handlen forventes gennemført i første kvartal af 2025. Hvis købet godkendes, planlægger Carlsberg at fusionere sin eksisterende britiske forretning med Britvic, hvilket forventes at resultere i synergigevinster på omkring 100 millioner pund over de første fem år.

Opkøb af Marston’s

Samtidig med købstilbuddet på Britvic, har Carlsberg styrket sin position på det britiske marked ved at købe partneren Marston’s ud af det fælles selskab Carlsberg Marston’s. Carlsberg har betalt 206 millioner pund for at blive eneejer af selskabet.

Varmen på vej

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Ustadigt og lidt varmere. Næste uge byder på ustadigt sommervejr med en blanding af sol, regn og byger. Det bliver også lidt varmere, skriver DMI.

Tirsdag: Tørt med nogen eller en del sol, men efterhånden skyet og en overgang regn. Temperaturen stiger op mellem 18 og 23 grader, med svag til frisk vind mest omkring øst. Om aftenen bliver det tørt og skyet. Om natten bliver det skyet og efterhånden regn eller byger, der lokalt kan være kraftige og med torden. Temperaturen ligger mellem 15 og 20 grader, lunest mod syd. Vinden tiltager og bliver let til frisk fra øst og sydøst, ved kysterne stedvis op til hård vind.

Onsdag: Mest skyet med regn og byger, der lokalt kan være kraftige og med torden. Temperaturen stiger op mellem 20 og 25 grader, med svag til frisk vind mellem sydøst og sydvest. Om aftenen og natten vil der være nogen opklaring i den vestligste del af landet, mens der fortsat vil være regn og byger, der lokalt kan være kraftige og med torden. Temperaturen falder til mellem 12 og 17 grader, med svag til jævn vind mest fra vest.

Torsdag: Lidt eller nogen sol, men også enkelte byger. Temperaturen stiger op mellem 19 og 24 grader, med svag til jævn vind fra skiftende retninger. Om aftenen bliver det mest tørt med nogen sol, og om natten stedvis klart. Temperaturen falder til mellem 12 og 17 grader, i Jylland lokalt ned til 9 grader. Vinden bliver svag til jævn fra skiftende retninger.

Fredag: Lidt eller nogen sol, men i de vestlige egne mest skyet og med regn og byger, der lokalt kan være kraftige og med torden. Dagtemperaturen stiger op mellem 20 og 25 grader, mens nattemperaturen falder til mellem 15 og 18 grader. Der vil være let til frisk vind fra øst og nordøst, mest fra vest, senere nord.

Lørdag: Skyet med regn- og tordenbyger, men i løbet af eftermiddagen klarer det op, og der kommer nogen sol, men også enkelte byger. Dagtemperaturen stiger op mellem 19 og 24 grader, mens nattemperaturen falder til mellem 12 og 17 grader. Vinden bliver svag til frisk fra skiftende retninger.

Søndag og mandag: Ustadigt og lidt køligere.

Udsigten er ret sikker frem til fredag. Hvor og hvor meget nedbør, der falder, er noget usikkert, skriver DMI.

Stopper karrieren

0
Foto: ASO

Michael Mørkøv frygtede, at der aldrig ville komme et tegn på, hvornår han skulle stoppe sin karriere. Men det er der kommet nu. Når 2024-sæsonen løber ud, er det samtidig også enden på en glorværdig karriere.

Efter 16 år som professionel cykelrytter har Michael Mørkøv besluttet, at denne sæson bliver hans sidste. Det siger den 39-årige dansker i et interview med TV 2 Sport.

Tour de France 2022, Michael Mørkov. Foto: AVISEN

Michael Mørkøv forklarer, at det ikke har været nogen nem beslutning efter et helt liv på en cykel.

  • Men jeg har nydt hvert et sekund af det og gør det stadigvæk. Det har været et drømmejob for mig at få lov til at leve af min hobby, siger Mørkøv til TV 2.

Politi efterforsker fortsat dødsfald

0

Den Mobile Politistation kommer til Lustrup mandag, efter en 21-årig kvinde blev fundet livløs i byen søndag.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog søndag klokken 12.46 en anmeldelse om, at der var fundet en livløs kvinde i Lustrup syd for Ribe. Den afdøde er en 21-årig kvinde fra lokalområdet, som lørdag aften deltog i en studenterfest i Lustrup-Damhus Forsamlingshus.

Et område omkring forsamlingshuset var afspærret i flere timer, hvor politiet arbejdede intensivt med sporsikring, vidneafhøringer og andre efterforskningsmæssige tiltag. Afspærringen ved findestedet er nu fjernet, men der vil fortsat være en mindre afspærring i området, da der skal gennemføres yderligere undersøgelser mandag.

Politiet efterforsker fortsat bredt for at klarlægge omstændighederne omkring dødsfaldet, herunder om der er tale om en ulykke eller en strafbar handling. Søndag aften blev der foretaget et retslægeligt ligsyn på stedet, og de foreløbige undersøgelser tyder ikke på, at der ligger en strafbar handling bag dødsfaldet. Politiet afventer dog de sidste undersøgelser på stedet samt en obduktion.

Den Mobile Politistation kommer til Lustrup mandag mellem klokken 11 og 16, hvor alle er velkomne til at komme forbi til dialog eller med eventuelle spørgsmål. I samme tidsrum vil Offerrådgivningen og en beredskabspræst være til stede i Lustrup-Damhus Forsamlingshus for alle, der har behov.

Politiet har ikke yderligere oplysninger i øjeblikket.

Venstrefløjen triumferer ved fransk valg – enorm skuffelse for Le Pen

0

Forventningerne var høje hos højrefløjen før søndagens franske valg, men de endte langt fra magten, afslører de seneste stemmeoptællinger. Valget blev i stedet en stor sejr for venstrefløjen. Ingen partier har sikret sig et absolut flertal i det franske parlament, og premierministeren har meddelt, at han vil aflevere sin afskedsbegæring til præsident Macron. Dette er udfaldet af søndagens franske valg. Den spåede vinder må nu erkende nederlaget og anklager modstanderne for et “uærligt” trick.

Jordan Bardella, leder af det højrenationale parti National Samling, udtrykker frustration over at være blevet slået af “uærlighedens alliance”. Skuffelsen var tydelig, da den forventede sejrstale blev til en erkendelse af nederlag.

“Disse alliancer kaster Frankrig i armene på den yderste venstrefløj”, sagde Jordan Bardella, partileder National Samling

Valgfesten hos National Samling var ellers planlagt, da meningsmålingerne havde forudsagt, at partiet ville få mellem 205 og 240 af de 577 pladser i Nationalforsamlingen. Men da de første prognoser blev offentliggjort klokken 20.00, gik luften af festen. Da Jordan Bardella trådte op på talerstolen klokken 20.30, var det efter en følelsesmæssig rutsjetur.

Prognoserne viste, at partiet måtte nøjes med mellem 115 og 155 mandater, langt fra de 289 mandater, der kræves for et absolut flertal, som meningsmålingerne ellers havde antydet i begyndelsen af valgkampen. Selvom resultatet er en fremgang sammenlignet med de 89 mandater ved forrige parlamentsvalg, vil det næppe føre til større indflydelse, og valgfesten hos National Samling blev aldrig til noget.

Kort efter de første prognoser blev offentliggjort, erkendte Jordan Bardella nederlaget. “Jeg siger her til aften med en alvorstung mine, at dét at fratage millioner af franskmænd muligheden for at se deres idéer bragt til magten aldrig vil være en levedygtig vej for Frankrig,” udtalte Bardella til de fremmødte ved valgfesten.

Partilederen tilskrev nederlaget de “kunstige alliancer” i fransk politik. Inden valget havde midterpartierne og venstrefløjen nemlig indgået aftaler for at forhindre National Samling i at få flertal. I mange valgkredse trak de forskellige partier deres kandidater tilbage, så kun én kandidat stod tilbage, ofte fra venstrefløjspartierne, som dermed havde størst chance for at besejre National Samlings kandidater.

“Disse alliancer kaster Frankrig i armene på den yderste venstrefløj,” kritiserede Bardella og understregede, at alliancerne ikke vil “føre nogen vegne”.

Sejren går overraskende til venstrefløjskoalitionen Den Nye Folkefront, mens præsident Macrons centrum-højre-koalition Ensemble bliver næststørst. Den store taber er Marine Le Pens højrefløjsparti Rassemblement National (RN), tidligere kendt som Front National. Optællingen viser, at ingen koalitioner opnår det nødvendige flertal på 289 sæder.

Med næsten alle distrikter optalt efter anden runde om sammensætningen af Nationalforsamlingen, har venstrefløjskoalitionen Den Nye Folkefront fået 179 mandater, Macrons Ensemble har fået 165 mandater, og Le Pens Rassemblement National har fået 143 mandater. Klokken 00.30 natten til mandag manglede man blot at fordele 6 mandater.

Valgdeltagelsen var så høj, at man skal tilbage til 1981 for at finde noget lignende. RN, der fik en tredjedel af stemmerne ved første valgrunde og var spået massiv fremgang, står nu uden udsigt til magt.

Inden valgets anden runde var RN spået mellem 170 og 205 sæder i parlamentet, men med udsigt til under 150 sæder er resultatet en stor skuffelse.

Musikteatret satte flere gæsterekorder i første halvår

0

I årets første seks måneder slog Vejle Musikteater flere gæsterekorder. Aldrig har så mange gæster besøgt musikteatret. Opgørelsen viser også, at musicalen Matador var højdespringer blandt musikteatrets mange arrangementer og den bedst sælgende musical i musikteatrets historie.

Gæstefremgang

73.000 gæster besøgte Vejle Musikteater i første halvår af 2024. Det er en fremgang på 14 procent i forhold til samme periode i 2023. Første halvår i 2024 udgjorde samtidig det bedste billetsalg i musikteatrets godt 30-årige historie.

Flest gæster vil se musicals

Matador The Musical var gæstefavorit blandt musikteatrets arrangementer. Faktisk besøgte 24.000 gæster den populære musical i Vejle Musikteater, hvilket er rekord for en musicalopsætning i musikteatret.

Matador-musicalen er produceret sammen med One & Only Musicals i København og Musikteatret i Holstebro, som Vejle Musikteater har indgået et strategisk musicalsamarbejde med. Tilsammen har de tre musicalproducenter solgt godt 100.000 billetter i Danmark til Matador-musicalen.

“Det er så dejligt at gå på sommerferie med så flotte gæstetal. Resultatet skyldes en helt formidabel indsats af teamet i Vejle Musikteater og vores strategiske musicalsamarbejde med One & Only Musicals og Musikteatret Holstebro. Nu tager alle i Vejle Musikteater en fortjent sommerferie og vender tilbage i august til Rock i Byparken, som jo også viser rigtig flotte salgstakter,” siger Mette Kier, direktør i Vejle Musikteater.

Her er gæsternes top-fem favoritter i Vejle Musikteater i første halvår af 2024:

  1. Matador The Musical (24.000 gæster)
  2. Niels Hausgaard (1.118 gæster)
  3. Forever King of Pop (1.117 gæster)
  4. Krebs/Falch (1.117 gæster)
  5. Gregorian’s Pure Chant Choir (1.116 gæster)